Min computer siger man ikke kan se andet måne end nogle grå skyer. Det er ok. Jeg er i hvert fald oppe.
Jeg sagde en ting til min præst i søndags. At jeg gerne officielt vil lægger det der fra mig med at opdele ting i kasser og sort og hvid kategorier. Og at jeg nogengange enten tænker om mig selv som vildt anderledes eller også er jeg vildt ordinær. Begge er ekstrem umotiverende. Og skaber ikke den mindste kende at tilhørsforhold. Men hvor skule jeg også høre til?
HVad med i en historie af kvinder der tør hvor andre tier. Der tror på sin sag og som kæmper imod det. dem der ikke vil rejse sig for en hvid man. er der ikke også nogle ting jeg ikke vil rejse mig for? hvad med de personer der har kæmper hårdt for at andre skulle have det godt? Hvad med dem, der gennem kunst skaber et enormt vakuum af forståelse, accept og empati? Dem der hjælper andre ved forståelse og ved at give dem fred gennem kunst, skønhed og enfølelse af at hænge sammen med universet.
Jeg skrier dette her, fordi jeg ikkke har mit latterlige hæfte i nærheden. fordi jeg bare har de her ekstremer i mig og jeg føler je gikke kommer nogen vejne. De gange jeg kæmper går det ikke. Jeg vil nu hermed prøve at holde op med at kæmpe. og så gøre de ting jeg er bedst til. sørge for at min energi først og fremmest går til det. Til mine drømme. ikke andres. Mig selv.
Jeg vil kæmpe for ikke at kæmpe???
Jeg sagde en ting til min præst i søndags. At jeg gerne officielt vil lægger det der fra mig med at opdele ting i kasser og sort og hvid kategorier. Og at jeg nogengange enten tænker om mig selv som vildt anderledes eller også er jeg vildt ordinær. Begge er ekstrem umotiverende. Og skaber ikke den mindste kende at tilhørsforhold. Men hvor skule jeg også høre til?
HVad med i en historie af kvinder der tør hvor andre tier. Der tror på sin sag og som kæmper imod det. dem der ikke vil rejse sig for en hvid man. er der ikke også nogle ting jeg ikke vil rejse mig for? hvad med de personer der har kæmper hårdt for at andre skulle have det godt? Hvad med dem, der gennem kunst skaber et enormt vakuum af forståelse, accept og empati? Dem der hjælper andre ved forståelse og ved at give dem fred gennem kunst, skønhed og enfølelse af at hænge sammen med universet.
Jeg skrier dette her, fordi jeg ikkke har mit latterlige hæfte i nærheden. fordi jeg bare har de her ekstremer i mig og jeg føler je gikke kommer nogen vejne. De gange jeg kæmper går det ikke. Jeg vil nu hermed prøve at holde op med at kæmpe. og så gøre de ting jeg er bedst til. sørge for at min energi først og fremmest går til det. Til mine drømme. ikke andres. Mig selv.
Jeg vil kæmpe for ikke at kæmpe???
konflikt inde i mig selv. særlig? normal? hvad hvid jeg skal ud af dete spændingpunkt. indse demonstrationen i mit indre og indse jeg må lave forlig.
hvad med dem der bare vil vinde?
her et billede fra everybody wants to be somebody
0 kommentarer:
Send en kommentar